En snak med præsten

Som præst møder jeg ofte den forestilling, at jeg kun arbejder om søndagen. Det er måske også den tydeligste del af mit arbejde, som også kræver en del forberedelse, men arbejdet som præst er andet og mere end at stå i spidsen for gudstjenesten om søndagen.

Det er her hos mig nyfødte børn registreres i systemet, og det er her dødsfald anmeldes. Det er mig der ændre navne for folk der af den ene eller den anden grund ikke er tilfreds med deres navn. Jeg står for begravelser og vielser og det er mig der døber de børn der skal det.

Derudover underviser jeg konfirmander og forbereder dem til deres konfirmation. Her i sognene har vi også minikonfirmander, det er de børn der går i 3-4 klasse, der hver uge kommer i kirken, hører historier fra Bibelen og leger sig frem gennem de store spørgsmål om liv og død og godt og ondt – der gives ikke mange svar, men stilles mange spørgsmål.

Præsten mødes også med menighedsrådet og diskuterer driften af kirken, som vi her i området har ansvar for hele fire af.

Det er de helt håndgribelige dele af præstens arbejde. Men præster gør andet og mere end at undervise, lave kontorarbejde og lignende. Vi er her også som en hjælp og støtte til de mennesker der har brug for nogen at tale med hvis livet er svært, eller som gør sig overvejelser om hvorvidt troen skal være og er en del af deres liv. Hos præsten kan man få det der med et fint ord kaldes sjælesorg. Alle er velkomne til at få sig en snak med præsten, også selvom der ikke er noget videre på færde. Præsten har to ører at lytte med og tid til at bruge dem – hun skal bare vide hvor der er brug for hende.

Grith Seersholm